|
Hver dag klokken sytten, der started jeg dytten,
Og kørte hjem til min viv.
Men det jeg trode var lykligt, blev fanme uhygligt,
Åh, hvor var jeg dog naiv.
For så en mandag i stuen,
Der ventede fruen, med maske og gummidress.
I størlse tres.
Nu skulle jeg tortureres, og siden kastreres,
Før hun kunne blive tilfreds.
Sikke noget pis!
Med kraftige kæder, og remme af læder,
Fiksered hun min krop.
Så satte hun elektroder, på begge to hoder,
Mens hun skrued stømmen op.
Men som hun stod der med magten, så smelted kontakten,
Hun fik selv det hele stød.
Nu er hun død!
Nu er hun død den hyæne, den eneste gene, er lugten af afbrændt kød.
Men ellers var hun meget sød!
|
|