Hver dag klokken sytten...
Tilbage Billede Videre
Ornament
Hver dag klokken sytten, der started’ jeg dytten,
Og kørte hjem til min viv.
Men det jeg tro’de var lyk’ligt, blev fan’me uhyg’ligt,
Åh, hvor var jeg dog naiv.
For så en mandag i stuen,
Der ventede fruen, med maske og gummidress.
I stør’lse tres.
Nu skulle jeg tortureres, og siden kastreres,
Før hun kunne blive tilfreds.
Sikke noget pis!

Med kraftige kæder, og remme af læder,
Fiksered’ hun min krop.
Så satte hun elektroder, på begge to ho’der,
Mens hun skrued’ stømmen op.
Men som hun stod der med magten, så smelted’ kontakten,
Hun fik selv det hele stød.
Nu er hun død!
Nu er hun død den hyæne, den eneste gene, er lugten af afbrændt kød.
Men ellers var hun meget sød!
Ornament