På sporet af Ørkenens Sønner TEKST: PETER SCHEPELERN

Mens Ørkenens Sønner (fisse, fisse, fez, fez) forbereder deres triumferende genkomst på Bellevue Teatret til foråret, er Deres udsendte reporter på sporet af logens hemmelighed. Under en farefuld rejse til pyramidernes land findes dokumenter, som afslører alt. Bringes med eneret for Cairo Amts Folkeblad, CNN, Interpol og Arte Nyt.

Jeg vidste bare, at jeg måtte derned. Jeg måtte i det mindste forsøge at få et glimt af Ørkenens Sønner (fisse, fisse, fez, fez) under prøvearbejdet til deres nye show. Gennem årtusinder har forskere og eventyrere arbejdet på at fralokke hieroglyfferne og pyramiderne deres hemmeligheder. Nu måtte tiden være inde til at løfte sløret for Ørkenens fez-klædte sønner og deres mirakuløse kunst. Hvordan gør de det? Hvem er de inderst inde??

Tur i natten
Taxa-chaufføren gav mig ikke mange chancer.
- Ørkenens Sønner? Adgang til Den hemmelige Loge? Så tror jeg, det er lettere at finde bagdøren til Cheopspyramiden.
Men jeg var sendt ud på en mission. Og jeg ville ikke komme tomhændet tilbage. Og faktisk havde jeg fundet bagdøren til Cheopspyramiden sidst, jeg var på de kanter.
Det var inde i kasba’ens snævre gyder, jeg fik et tip. En abe, som jeg syntes jeg kendte et eller andet sted fra, afleverede en seddel ved mit bord. Der var opgivet tid og sted. Jeg så mig om, men der var bare de sædvanlige søvnige vandpiberygere, fummelfingrede lommetyve og førtidspensionerede mavedanserinder.
Samme nat var jeg på pletten ved det gamle tempel. Da den arabiske måne med sit karakteristiske udseende kom frem på himlen, fik jeg øje på fodsporene i sandet. Der var otte forskellige.
Det måtte være her.
Jeg klemte mig gennem den snævre åbning mellem stenblokkene og nåede frem til et lille rum, hvorfra jeg kunne se ind i en stor fakkeloplyst sal. Vi var midt i den ægyptiske nat, Nilen skvulpede derude i måneskinnet og flodhestene gabte. Men herinde i templets allerhelligste lå en nøjagtigt kopi af Bellevue Teateret. Eller var det omvendt?
Desværre kom jeg for sent til at se et glimt af selve prøven. Logebrødrene var lige gået. I det fjerne kunne jeg høre lyden af tordnenede kamelhove. Men det lykkedes mig at finde vigtige spor.

Det allerhelligste
Midt på scenen, på et bord, stod et glas vand. Var det halvfuldt eller halvtomt? Det er svært at sige. Men under alle omstændigheder faldt det på et tørt sted.
Pludselig opdagede jeg, at jeg ikke var alene. En statist gik søgende rundt i kulisserne. Det var Slikmutter. Jeg genkendte hende straks på næsen. Hun ledte efter sit kostume.
Da hun var gået, opdagede jeg en stabel bøger, alle forsynet med sedler og indstregninger, der vidnede om flittig benyttelse. Her var kilderne til det nye show, ingen tvivl om det. Der var Hovedbeklædningens Historie i det Gamle Egypten i den sjældne to binds-udgave fra 1912; der var Richs-albummet Haremskvinder i Farver, som mange af os læste under dynen i de unge, formende år; og der var Solfège-øvelser i Firestemmig Herresang. Alt i alt meget betegnende fund, som unægtelig kan give os et og andet at fundere over.
Og så var der nogle håndskrevne sedler. Det var åbenbart notater, som logens fire brødre havde lavet under arbejdet, tanker, de gerne ville holde fast. Men som de havde glemt i skyndingen.
Med rystende hænder stak jeg disse materialer til mig, mens jeg så mig om. Jeg forventede hvert øjeblik at blive råbt an, for det her var for godt til at være sandt. Her var omsider dokumenter, som kunne løse gåden, dokumenter som kunne løfte sløret for kunstnernes magiske mysterium.

Hos sfinxen
Næste dag var jeg hos sandsigersken. De kalder hende Den lille Sfinx, og hun holder til i en skurvogn ved mulddyrstaldene i Tut-oasen, og dér har hun lavet grafologiske profiler så længe nogen kan huske. Navnet er Rosetta Steen Larsen, og hun deler sin tid ligeligt mellem Cairo og Brønshøj, hvor hun gennem årene har fundet et hengivent og trofast klientel. Hendes motto er: Skriv dit navn på en check, og jeg skal sige dig, hvem du er.
Jeg præsenterede hende for mine fire skriftprøver, betalte et à conto-beløb og satte mig til at vente, mens jeg prøvede at trække vejret roligt.
Rosetta arbejdede hele natten. Hun stillede skarpt på op- og nedstregerne, på de sammenhængende og de usammenhængende ordforbindelser, og ikke mindst på stregernes elasticitet. Det blev hen ad de små timer, men Rosetta kunne ikke lægge det fra sig. Det var som om en mystisk besættelse havde grebet hende. Og solens første stråler illuminerede ørknen omkring os, da hun endelig kunne forelægge resultatet.
Det er simpelt hen utroligt, hvad man kan læse ud af skriften på papiret. Men det er der alt sammen, både karakteren og personligheden, både fortiden og fremtiden.
Samme aften rejste jeg tilbage.

Hvad skriften fortalte
Sammenfattende peger Rosettas analyse på, at der hos alle de undersøgte skriftpersoner meget vel kan være tale om en temmelig umoden underbevidsthedsfiksering i retning af kvindelig kønsanatomi, muligvis kombineret med en ligeud farlig fetichering af mandlig hovedbeklædning, sådan som det netop er beskrevet i et af Sigurd Freuds hovedværker, jf. Traumatische und vollkommen idiotische Sexualisierung von ägyptischen Hauptbekleidungen (Cairo 1912).

Her er følger tydningen af de fire dokumenter, ét for ét:

Ja, det udråbstegn er ikke til at bide skeer med. Det vil bare frem i verden. Og man noterer sig også, at der er en meget stor streg gennem det lille ø. Det er typisk for en ild-i-røven person, præget af en udtalt konkurrencementalitet. Man fornemmer, at han ofte skilte vandene som barn og eksperimenterede med at lave sne i ørkenen. Febervildelse: Varm interesse for kameluldstrøjer (pga. puklerne). Tidligere reinkarnation: Letbegejsterlig hofarkitekt, der byggede en pyramide som stod på spidsen (indtil den væltede). Svaghed: Tiltagende arabisk måne. Talenter: Elektriske installationer.

Skrivelærerindens nidkære undervisning har sat sig spor (selv om det står rigeligt skråt), og det er fint, at der kun er en enkelt stavefejl. Alt peger på en typisk luftånd, som ikke er bange for en balde eller to og udtrykker sig i en ganske luftig streg. Yndlingsforfatter: Marcel Prout. Febervildelse: Taler sønderjysk. Tidligere reinkarnation: Ali Babas svoger, som fiksede kodeordet til Sesam-hulen. Svaghed: Daddelpålæg (luftfremkaldende). Talenter: Går med knif.

Der er jo ikke større sammenhæng mellem bogstaverne, de står lidt underligt nøgent hver for sig og skutter sig på linjen. Det kan kun være en vandets skabning. Den fragmenterede kalligrafi peger desuden på en født Don Juan, som forhåbentlig ikke kan være i fred for pigerne. Yndlingsbog: Naked Came the Stranger. Tidligere reinkarnation: Stod model til sfinxens næse . Svaghed: Lige lovlig god ved dyr. Talenter: Blokfløjte

Der er arbejdet pænt med op- og nedstreger; der er en egen provinsiel mildhed over forbindelsesstregerne, som heldigvis aldrig overskrider det ødipale. Element-bestemmelsen peger i retning af en Jordens muntre søn, som har indtaget rigeligt med vækstfremmer i de formative år. Febervildelse: No More Mr. Nice Guy. Tidligere reinkarnation: Cleopatras yndlingsmassør. Yndlingsbog: Fyrtårnet ved Verdens Ende. Svaghed: Pyramidespil. Talenter: Overblik.

Sådan blev dokumenterne tydet. Og det var ikke helt billigt. Men nu står det største mysterium tilbage: Hvem er hvem??

Ørkenens sønner vender tilbage TEKST: PETER SCHEPELERN

Ægyptiske brystkarameller, Svulmelegemets ABC, lumre eftermiddage på Gyllegården med dr. Svans og grosserer Pikkerup. Lige nu er Ørkenens Sønner (fisse, fisse, fez, fez) ved at forberede deres triumferende genkomst på Bellevue Teatret. Det er på høje tid, for de er vores eneste redning i et hav af vandede vittigheder ...

Kender De fornemmelsen af, at der er et eller andet uforklarligt, der bliver ved med at trænge sig på? Man kan ikke rigtig afgøre, hvad det er - det er ikke mavens budskab om at få lækkersulten stillet, det er ikke homonernes søde kløe, der angler efter lidt opmærksomhed, ej heller er det fordøjelsessystemet der sender sine diskrete anmodninger om et snarligt toiletbesøg. Nej, men det er et eller andet næsten lige så frydefuldt og tillokkende, som man føler man har forsømt alt for længe. Og nu trænger det sig på, kan ikke længere afvises, vil ikke lade os i fred. Hvad er der dog på færde??
Sagen er enkel: Det er savnet af vore idoler, der slår igennem med en sådan styrke, at det ikke længere kan overhøres. Nu må vi vide, hvad der er sket med vore fire gode venner. Nu må vi gense Ørkenens Sønner (fisse, fisse, fez, fez), koste hvad det vil! (OBS: Tjek priser og billetbestilling på BilletNet 70 15 65 65 eller www.billetnet.dk).

Mindernes ABC
For vi har jo så meget at takke dem for, vore prægtige venner i fez. Minderne myldrer frem om alle de uforglemmelige stunder, der har været som oaser i hverdagens ørkenvandring. Nu er der ganske vist enkelte festoriginaler, der ikke har været blege for at kalde de stolte logebrødre for sjofle karle. En vis cand. theol. Dillermand har således direkte belemret logen med klageskrivelser. Han havde ondt et vist sted over logebrødrenes sprog og interesser, der imidlertid kun afspejler en sund og helt igennem naturlig holdning til livet.
Det, han tænker på, er måske sangene om, dengang da mødommen gik: Han hamrede, hun jamrede. Eller de uforglemmelige verselinjer: Hvad skal en stakkels fattig pige gøre? Hun skal la’ direktøren røre! En anvisning, der er for frivillig sexchikane hvad Den Store Bastian er for børneopdragelse. Så er der selvfølgelig den arkæologiske jagt på ægyptiske brystkarameller og mindet om Slikmutter med det afblegede hår og de to modne (ok: overmodne) overvejelser. Og så, selvfølgelig - Maria! Maria den generøse, som opfandt Svulmelegemets ABC og fik så mangen en fremmedlegionærs smerte til at dulme ved at få hans svulmelegeme til at svulme - ja, selv mange år efter, var hun parat til at lette trykket på plejehjemmet for konstabler, uanset at hun fik mange vabler.
Bevares, der er selvfølgelig et vist drag af mandehørm over projektet, hvis man absolut vil se sådan på det. Men hvorfor ikke? Er der måske ikke syklubber og børnehavepædagogiske internatkurser til kvinderne, hvor de kan få afløb for deres kønsspecifikke opfattelser af tingene? Hvorfor skulle mændene så ikke have lov? Og hvis der er tale om mandehørm, så er det i hvert fald en musikalsk mandehørm. Ja, det sprudler af tonefryd og gammen, en sanglig virtuositet, som pyramiderne ikke har hørt magen til siden uropførelsen af Aïda på Cairo-operaen i 1871.
Og der er skam også højere emner, der er blevet behandlet, tænk bare på krybbespillet med de vise og mindre vise mænd, ligesom der er blevet kastet et skeløjet, men kærligt blik på de danske landbotraditioner, der betyder så meget for os allesammen. Ak ja, der var så dejligt ude på landet, alle disse ret så lumre eftermiddage på Gyllegården, når Dr. Svans og den onde grosserer Pikkerup lige lagde vejen forbi og fik en passiar med de to søde pigebørn. Vi husker også den usynlige mand og hans chokerende eksperiment, der krævede ordensmagtens ufortøvede indgreb.
Og så var der mavedans og klassiske legemsøvelser af stor kunstnerisk skønhed, for slet ikke at tale om Keld Sheik fra Åbenrå og De syngende Pygmæer fra Nærum. Der var tryllenumre med kaniner og løse hænder i dødsguillotinen. Der var stegt flæsk med persillesovs og Wilhelm Tell iført armbrøstholder. Samt kostelige stunder med ørkenpatruljen, når man sad ved lejrbålet i de kolde nætter, helt alene med blæsten, sandet og stjernene samt bugmuskulaturens tryk på tarmen. Det blev ofte en lang dag for os allesammen, og nerverne kunne være tyndslidte. Men så mindedes man hjemstavnen - Lem, kære Lem - eller hende, hvis navn, man engang havde tisset i sneen. Puha. Man kunne sandelig godt have trængt til en kummefryser i Sahara.

Når ørkenen kalder
Men hvad har de fire gæve logebrødre så bedrevet siden sidst? Ja, det er jo sådan, at ørkenmusketererne fra tid til anden må gå deres egne veje, så at sige afprøve deres pyramidalske kræfter på egen hånd og skilles for en tid. Ali Bubbas Barkhahr, den fremmeste dyrker af noble numselege og fjertoman foretagsomhed, har haft brug for at lufte balderne andetsteds og har sågar for nylig haft mulighed for at slippe en vind eller to på selve nationalscenen (om det så også er sket, er dog uoplyst i skrivende stund, men man noterer sig, at presset for et nyt skuespilhus aldrig har været større). Yassirfir Dosirfem holder jo af at løbe omkring i naturens eget outfit, men han må ind imellem tage noget tøj på, så han ikke forkøler sig, især når han pendler mellem Det Kgl. og BonBonLand. Khamel Ull-Zuut, den højeste ene, kan ikke nære sig for et lille sidespring i ny og næ til sin oprindelige metier som teltholder og køkkeninstallatør, og det er da ikke så ringe endda. Og Omar Papa har haft travlt med at pumpe Niels Bohr for den alternative formel på Coca Cola, hvis han da ikke er på togtur med Harry, fordi tiden er vigtig.
Således har de alle fire fejret triumfer på egen hånd. Alligevel planlægger logen nu en ny generalforsamling. Og det til trods for, at de selv har indskærpet, at man aldrig skal gå tilbage til en fuser. Hvorfor da? Fordi, det står skrevet i hieroglyfferne, at de fire skal mødes igen, når ørkenen kalder? Nej, fordi de ikke vil svigte deres sande kald.
Vore fire venner kan nemlig ikke drømme om at forlade de hjemlige ørkenområder ved Bellevue Strand, dette uforglemmelige landskab hvor de uendelige sandflader umærkeligt går i ét med Øresunds fata morgana. Her - i det kunstens tempel, som muserne så gavmildt værner om (og overvåger fra deres olympiske luftlag, især når taget åbnes i pausen) - har de vundet deres ædleste sejre.
Har jeg for øvrigt husket at fortælle, at Ørkenens Sønner (fisse, fisse, fez, fez) kommer tilbage med et nyt show til foråret og at billetsalget allerede er begyndt?